Ved Vesterhavet er der en fin sandstrand, som byder på noget for alle, uanset om man bedst kan lide at kaste sig i bølgerne, soppe i vandkanten, surfe eller måske blot ligge og dase i det bløde, hvide sand. Børnene har en perfekt legeplads, som byder på mange timers sjov med at bygge sandslotte, finde sten og skaller eller spille bold i vandkanten.
Strandene ved Hvide Sande er tildelt Det Blå Flag, som kun gives til de bedste strande, med det reneste badevand. Der er livreddere på Hvide Sande Sydstrand hver dag i sommerferien og langs alle strandene findes redningsstationer, så sikkerheden er i top.
Mod øst finder man Ringkøbing Fjord, som har noget af Europas bedste vand til surfing og andet vandsport. Badevandet er i top og meget børnevenligt, da vandet er lavt og roligt et langt stykke ud. Her finder man også det bløde, hvide sand som indbyder til at ligge og dase i solen, eller bygge et sandslot.